mandag den 8. december 2014

Vi tænder lys, håber, venter og kan være for andre.

Op til jul kan glæderne godt fylde meget. Det kan sorgen og savnet dog også for nogle.
Her en salme til den mørke tid om julen til glæde.
       

Mel.: Flemming M. Sørensen 2006. 

1 I mørke og kulde tænder vi lys.
     Vi venter og håber.
     Naturen er stille, mens vi giver lyd
     til det, der fylder vort hjerte.
     For os er julen en glæde.
     Vi føler os fri
     til at gi'
     og være for andre.
     Og Gud er til stede.

2 Dog smerten kan også være for stor.
     Vi længes og mindes.
     Vi savner de kære, som før hos os stod.
     Så ensomt et liv dog kan blive.
     Trods det er julen en glæde.
     Vi føler os fri
     til at gi'
     og være for andre.
     For Gud er til stede.

3 Med Jesus som barn i krybberum kom
     Guds nærvær og varme.
     Og der lød det budskab først ved englekor,
     at Herren er kommet til syne.
     Derfor er julen en glæde.
     Vi føler os fri
     til at gi'
     og være for andre.
     Ja, Gud er til stede.

4 Og det evangelium i vor tid
     har stadig sin virkning.
     I generationer er det blevet til
     en fryd i hjerte og tone.
     Må julen altid gi' glæde.
     Vi føler os fri
     til at gi'
     og være for andre,
     når Gud er til stede.
    Karsten H. Petersen 2006


Ingen kommentarer:

Send en kommentar